
Tennissæsonen nærmer sig, og vi er derfor glade for at kunne meddele, at Vojens Tennis Klub – med hjælp fra frivillige – har igangsat forårsklargøringen af tennisbanerne og at arbejdet fortsættes tirsdag den 7. april 2026 fra kl. 16.
Kommunen har planlagt at færdiggøre banerne med nyt grus m.v. den 8. og 9. april 2026, og vi forventer derfor, at banerne vil kunne stå klar til uge 16.
En STOR tak til de frivillige for deres uvurderlige indsats – bl.a. med at rydde banerne for ukrudt, skrabe gammelt grus af samt fastgøre og rette løse linjer.
I vil blive informeret på mail, så snart banerne er klar til brug.
ONLINEBOOKING
Banebooking skal foretages i Conventus. Eller fra hjemmesiden vojenstennisklub.dk
Bemærk at bookingsystemet først tillader booking af baner, når klubben har registreret betaling af kontingent.
MEDBRING EN NABO, KOLLEGA ELLER VEN
I et forsøg på at udbrede kendskabet til tennissporten i Vojens, gør vi det muligt for medlemmerne af Vojens Tennis Klub at invitere en gæst med til klubbens anlæg. Dette gælder hele maj 2026.
Der er således ingen begrænsning på, hvor mange gange gæsten benytter klubbens faciliteter – det eneste krav er, at gæsten skal medfølge et betalende medlem.
KLUBAFTEN
Der vil blive afholdt klubaften om tirsdagen fra kl. 18.30 til 20.30. Første klubaften er tirsdag den 21. april 2026.
Alle klubbens medlemmer er velkommen til at spille med, og der er plads til alle – uanset alder og niveau.
Der vil i lighed med tidligere år blive afholdt tirsdags cup, hvor den samlede vinder for hhv. damer og herrer vil blive kåret til sommerfesten.
Tirsdags cuppen starter tirsdag den 5. maj 2026 og slutter tirsdag den 25. august 2026.
Kom og deltag i denne sjove turnering hvor der er garanti for god motion, højt humør og ikke mindst mange sjove dueller.
SOMMERFEST
Sommerfesten afholdes lørdag den 5. september 2026 – sæt gerne kryds i kalenderen allerede nu.
OPSTRENGNING AF KETCHER
Vi tilbyder opstrengning af tennisketcher til kr. 150,00 pr. stk.
En generel tommelfingerregel siger, at man bør udskifte sine strenge så mange gange om året, som man spiller tennis om ugen. På almindeligt motionsniveau er dette nok overdrevet, men sikkert er det, at man med friskere strenge bevarer føling, komfort og samtidig reducerer risikoen for skader, da man ikke behøver tilpasse sin teknik og spillestil for at kompensere for tab af spænding i strengene.
TENNISBOLDE OG GREBSBÅND TIL KETCHERE
Vi tilbyder salg af tennisbolde til kr. 50,00 pr. rør (4 bolde).
Boldene er af mærket Wilson US Open (samme som tidligere år). Bolden er i kategorien ”Extra Duty” hvilket sikrer holdbarhed og optimal spillegenskaber.
Vi tilbyder ligeledes salg af hvide grebsbånd (overgrip) til kr. 20,00 pr. stk. Grebsbåndet er svedabsorberende, og sikrer et godt og sikkert greb.
SØNDERJYSK SOCIAL TURNERING – EN TENNISTURNERING MED FOKUS PÅ DET SOCIALE
Sidste år havde vi stor succes med at afholde Sønderjysk Social Tennisturnering 2025, hvor hele 50 double-hold fra i alt 18 forskellige Sønderjyske tennisklubber deltog i turneringen.
Turneringen har været arrangeret af en samling tennisklubber i Sønderjylland, som arbejder for breddeidrætten og det sociale samvær på tværs af klubberne.
Sønderjysk Social Tennisturnering 2026 er nu klar til at løbe af stablen – denne gang i en udvidet version, med i alt 32 forskellige Sønderjyske tennisklubber!
I kan tilmelde jer indenfor Dame/Herre/Mix på følgende niveauer:
A-25/40, A-40/60, A-60+, A-70+
B-25/40, B-40/60, B-60+ og B-70+
Tilmeldingsfristen udløber søndag den 26. april 2026.
Vojens Tennis Klub afholder deltagergebyret.
Hvis du har brug for yderligere oplysninger, så kan du henvende dig til René på telefon 23441668.
DAGLIG VEDLIGEHOLDELSE AF BANERNE
For at sikre at alle får mest mulig glæde er banerne er den daglige vedligeholdelse meget vigtig.
Nedenfor kan I se hvordan banerne skal vedligeholdes før- og efter brug.
Før spillet påbegyndes:
Banerne må kun betrædes i tennissko. En god tennissko til grus har en plan sål som går i et fra hæl til tå.
Medmindre banerne er våde, skal banerne vandes inden spillet påbegyndes.
Er banen båd og virker blød, skal den tromles inden spillet påbegyndes.
Efter spillet skal banerne reetableres således:
Huller og ujævnheder skal rettes af med en skraber og løst grus skal tromles.
Banen fejes når denne er jævn. Der startes helt ude ved hegnet og kosten trækkes i en spiral, som ender midt på banehalvdelen. Der SKAL begyndes helt ude ved hegnet for at forhindre ukrudt i at få fat.
Redskaberne placeres ved midterhegnet mellem henholdsvis bane 1-3, bane 2-4 og bane 5-6, således at disse kan benyttes fra begge baner uden at skulle forstyrre et igangværende spil.
Papir, flasker og andet affald skal medtages fra banerne.
Herudover vil bestyrelsen gerne appellere til, at man er flittig til at bruge tromlerne. Dette kunne for eksempel være, at man indarbejder en rutine, som gør at man tromler banen hver 3. gang. På den måde forebygger vi løst grus, huller og sikrer samtidig at underlaget forbliver i god stand.
Er man i tvivl om hvordan man udfører korrekt banepleje, så kontakt baneudvalget (Arne Braas, Jørgen Juhl og Morten Fast) eller bestyrelsen.
BESTYRELSEN ØNSKER ALLE EN RIGTIG GOD SÆSON OG HÅBER AT I FÅR MANGE HYGGELIGE TIMER PÅ VORES DEJLIGE TENNISANLÆG.